Mother er en ægte italiensk restaurant – helt uden nonsense eller påtagede accenter. Mothers menu fokuserer på god og gerne simpel soul food, som vor mor ville lave den (hvis nu hun var en storbarmet og helhjertet italiensk mama) – dén slags mad, som vi aldrig selv bliver trætte af. Vi kombinerer de bedste ingredienser med sæsonens aktuelle råvarer direkte importeret fra Italien.

I både overført og direkte forstand er vores hjerte vores store, brændefyrede ovn, som står midt i restauranten. Hun sørger for friskbagt brød hver eneste dag, ovnstegte fiske-, kød- og grøntsagsretter samt – naturligvis – Mothers surdejspizzaer.

Vi er ganske venlige – synes vi da selv. Og fleksible! Så du er meget velkommen til at tage et smut forbi, om det så er for at snuppe en hurtig bid, en hel middag, en drink eller bare for at sige hej. Don’t be a stranger!